30’ernes velsignelser

Om lidt fylder jeg 35. Det betyder jeg er tættere på de 40 end på 30. Jeg har overvejet at piske en lille krise op omkring det. Især fordi mine baller længe har brokket sig over tyngdekraftens styrke og jeg blender heller ikke just ind nede på Crazy Daisy mere. Men ved nærmere eftertanke er det faktisk ikke med den store vemod, jeg giver afkald på ungdommens velsignelser. For med de faste bryster og den glatte pande følger noget, som jeg bestemt ikke vil savne - nemlig usikkerheden over, hvor skabet skal stå. Jeg husker stadig følelsen af, hvordan det var at blive trampet hen over af en eller anden ekspedient, hvor jeg bare ikke kunne finde ud af at sige fra. Jo, blev jeg for alvor jordet, kunne jeg med påtaget myndighed finde på at sige: ”Må jeg tale med din chef”. Men det var altid med bævende stemmeføring og tårerne brændende bag øjenlågene.

Så det var med stor fryd, jeg for noget tid siden opdagede, at jeg faktisk er gået hen og blevet sådan lidt moden i det. For eksempel går jeg nu kun ind i en diskussion, fordi jeg synes den er spændende – og ikke som før i tiden bare for at folk skulle høre hvor klog jeg var. Eller som da lægen for et par måneder siden til min graviditetsundersøgelse bad mig hoppe op på vægten, og jeg venligt men bestemt sagde: ”Nej tak”. Jeg lyttede endda opmærksomt til hendes argumenter om. at det var vigtigt at holde øje med, at jeg ikke tog for meget på og noget med væske i kroppen, men jeg holdt alligevel fast ved, at vægte ikke er noget for mig. Jeg bliver fuldstændig besat af hvilket tal, der nu står i displayet og bruger det derefter til at slå mig selv i hovedet. Og det bliver jeg hverken tyndere eller tykkere af – jeg bliver bare i dårligere humør. Lægen gav sig heldigvis til sidst, og på vej derfra kom jeg til at tænke på første gang, jeg var gravid, og lægen efter at have vejet mig diskret foreslog, jeg spiste nogle flere æbler i stedet for så mange søde sager. Jeg gik både harm og skamfuld hjem, satte mig med hånden nede i slikposen og brugte de næste måneder på at sidde og tude over det der dispaly-tal, der bare steg. Og tog væsentlig mere på end både anden og nu tredje graviditet, hvor jeg er blevet meget bedre til at stille mit skab, hvor det giver bedst mening for mig at have det.

Det lille kærlighedsbarn, jeg bar på første gang, sendte mig forleden et af sine mest nedladende blikke og sagde: ”Du er bare den dårligste mor i hele verden”.
Var jeg for et halvt årti siden blevet konfronteret med så afvisende ord fra et menneske, jeg elsker så højt, ville jeg med tårerne sprøjtende ud af øjnene have kastet mig i støvet og tryglet om bare en lille bitte smule kærlighed. Og jeg ville bestemt heller ikke være for fin til at prøve at købe lidt hengivenhed for et par vingummibamser. Men igen kunne jeg konstatere, at alderen har sat sine venlige spor i mig. For jeg sad bare og kiggede reflekterende på hende. Da jeg var færdig med at tænke, trak jeg bare lidt på skulderen og sagde: ”Tja, jeg er helt sikkert til tider er kæmpe idiot, men grundlæggende er jeg faktisk fuldstændig overbevist om, at jeg gør det ret godt som mor.” Prinsessen trak hornene til sig, sendte mig et skævt smil og forsvandt ind på sit værelse. Selv strakte jeg mig mageligt i sofaen og nød følelsen af at være i trediverne. For oven i hatten kommer jo også, at jeg ikke behøver have sex som en på tyve mere. Jeg kan da godt se de unges frygtsomme blik, når det lander midt på min mave - altså cirka der hvor mine bryster befinder sig. Men os over tredive ved godt, hvad det er, jeg snakker om … ikke sandt?!