Så blink dog, din freak!

Da jeg forleden aften sad og hang foran TV-avisens elendigheder og hørte en række politikere udtalte sig (på klassisk afvigende politiker-måde) om noget, der ikke var så godt, slog det mig pludselig: Hvornår er det, vi er blevet enige om, at politikere ikke behøver opføre sig normalt? Hvorfor er helt OK, de ikke giver et ordentligt og forståeligt svar på et helt konkret spørgsmål. Hvorfor er det i orden, de prøver at manipulere med os – samtidig med de gør, alt de kan, for at fedte for os?! Og i øvrigt uden at de på nogen måde gør særlig meget for at skjule hverken det ene eller det andet.

Altså når politkere for eksempel sætter sig ned og klapper kage i en børnehave, forventer de så, at jeg tror, det er noget, de gør tit, eller fordi de bare synes, det er knaldhyggeligt? Når de samtidig inviterer den samlede presse til at filme ”at de bare æælsker børn”, er det jo ikke fordi, de prøver at skjule, de mest af alt er ude på at polere medie-imaget. Jeg håber personligt, de holder sig langt væk fra de institutioner, hvor mine børn går, for det kan umuligt være godt for børn, at omgås mennesker, der bare lader som om, de er interesseret i dem.

Når Mogens Lykketoft skifter look fem minutter før et valg, forventer han så, jeg tror, han pludselig er blevet ramt af en ungdommelig kraft og vil være et friskt pust for hele landet? Selv om jeg ikke er del af den socialdemokratiske vælgerskare, så virker Lykketoft faktisk som en utrolig begavet mand. Så hvorfor er det ikke indlysende for ham, at jeg føler mig talt ned til, når han tror, hans frisure eller gedeskæg har nogen betydning for, om jeg stemmer på ham eller ej?

Og så er der nogen, der siger, at Fogh har gået på et kursus, hvor han har lært ikke at blinke. For når man blinker, virker man nemlig usikker. Det kan da godt være, men hvorfor er der ikke nogen, der fortæller ham, at når man under et to minutter langt interview slet ikke blinker, så ligner man mest af alt en alien. Og jeg kan overhovedet ikke koncentrere mig om, hvad han siger, for det eneste, jeg tænker, er: ”Så blink dog for fanden din freak!”

Jeg kan ikke afvise, at frisurer og øjenvibrationer ikke har en marginal betydning for, hvor mange stemmer en politiker høster. Men jeg er altså overbevist om, at ærlighed og autencitet på et øjeblik kan blæse strukturen ud af de mest veltilrettelagte lokker.

Jeg gider simpelthen ikke tales til som en ”vælger”, man skal lirke en stemme ud af. Jeg vil tales til som et menneske! Jeg er træt af, at alt efterhånden går så meget op i optræden, strategi og spin, at jeg ikke kan få øje på, hvad det er for et hjerte, der banker bag ordene. Og når der ikke er noget hjerte, synes jeg det er for svært og for uinteressant at finde ud af, hvad de egentlig mener.

Jeg læste et sted, at når George Bush taler, er absolut intet overladt til tilfældighederne. Samtidig med det helst skal virke så spontant og flydende som muligt. Derfor står alt, han skal sige, fuldstændig ordret på hans teleprompte – også ”wow”, ”hey” og andre lydord.
Jeg kan godt forstå, det kan være svært at være politiker, og at det er et enormt pres at skulle være så meget på. Men jeg ville virkelig ønske, der var flere, der turde hive sokken ud af munden, og fortælle mig sort på hvidt, hvad de rent faktisk mener – i stedet for hele tiden at være så bekymret for image, medier og mode.

For når jeg ser en mand, der ikke kan finde ud af noget så elementært som at blinke, eller selv kan vurdere, hvornår det er et passende tidspunkt at sige ”wow”, er det svært ikke at tænke, han måske har skudt lidt over målet, da han gik efter posten som landets leder …