Jeg banker gerne i bordet for at se lidt kærlighed

Min veninde Stine fandt endelig manden i sit liv, en sød og høflig englænder. De har sagt ja til hinanden i kirken og sidder nu ved siden af hinanden til højbords - med svigermor og svigerfar på hver side af sig, som man nu skal. Intet er overladt til tilfældighederne – nej, det hele er trygt overladt til traditionerne. Vi ved alle, hvad vi skal, vi har alle det rigtige tøj på, den rigtige bordherre, det rigtige ansigtsudtryk og den rigtige høflige latter, når nogen rejser sig op og siger: ”Jeg er jo ingen taler”. Lige som når drengerøvsonklen sniger sig bag køen, når bruden går på toa – og stjæler et kys af gommen. Uha, hvor vi griner. Men vi husker at gemme lidt latter til gommen får klippet snuden af sine strømper og – quelle surprise – afslører at han har luret os alle og har taget neglelak på.

Nå, men så langt er vi slet ikke kommet i rækken af must-do’s til Robert og Stines bryllup. Vi er kun kommet et lille stykke ind i forretten, hvor nogle af gæsterne ivrigt har grebet deres skeer og er begyndt at slå dem ned i tallerkenen. Vi andre følger straks trop og sidder nu forventningsfulde midt i larmen og venter på det kys, vi har krav på at se. Men Robert, som englænderen hedder, kender åbenbart ikke den tradition og kigger sig forvirret rundt. Svigermor kommer ham til undsætning og hvisker ham noget i øret. Han nikker indforstået, smiler lidt kejtet til os alle og fortsætter så med at spise. Underligt! Men vi giver ikke så let op, fortsætter med at hamre vores skeer ned i servicet og kommer med tilråb som: ”Kiss her, kiss her”. Det ser endelig ud til vi er trængt igennem til Robert. Han kigger spørgende på sin nye svigermor, der som før hvisker ham noget i øret. Han nikker igen, skåler med os alle, men sætter glasset uden at kysser Stine, der begynder at få hektiske røde pletter på halsen. Arhj, hvad er det her for noget? Vi buldrer videre på tallerkenerne, og endelig giver han efter og lader sine læber strejfe Stines – og selv om det er et tørkys i stil med dem, man giver sin farmor, stiller vi os tilfredse og genoptager spisningen.

Noget tid efter fortæller Stine mig, at det, hendes mor havde hvisket til Robert, var: ”They want you to kiss her, but don’t do it.”. Stines mor er nemlig fra nordsjælland og selv om hun ikke er rig, taler hun lidt lige som dronningen og er derfor en af de fine. Og det med at slå på tallerkener for at se et kys, er åbenbart noget, pøblen gør i hendes øjne.
Måske har hun ret, måske har hun ikke. Faktisk er jeg fløjtende ligeglad. Lige som jeg er ligeglad med, hvordan brudekjolen ser ud, hvilken dessert vi får, om bruden har strømpebånd på eller ej. Jeg er ligeglad med bryllupskagen, blomsterne og brudevalsen. Det jeg ikke er ligeglad med er kærligheden. Men den er alt for godt gemt væk mellem rækken af endeløse traditioner, som alle bruger alt overskud på at holde i hævd. Det, de fleste glemmer, er at det er de sjældne øjeblikke og tilfælde, hvor den rå, upolerede kærlighed mellem to mennesker viser sig, der brænder sig fast i hukommelsen – og ikke alt det andet bryllupsgejl.

Jeg husker for eksempel tydeligt, da Lars stillede sig op foran Lone og alle os andre til deres bryllup og sang ”You are my sunshine”. Det lød mildest talt ad helvede til og det var tydeligt at se, at han var ved at skide i bukserne. Men vi var alle rørt til tårer og Lone kastede sig hulkende om halsen på ham og sagde, hun ville elske ham for evigt – og siden fik de fire børn. Og jeg husker da min coole ven, Martin, der altid har alt under kontrol, ringede til mig aftenen før sit bryllup og sagde med tyk stemme: ”Maren, jeg kan ikke holde den tale, jeg har skrevet til Rikke, for hver gang jeg prøver at øve den, tuder jeg, så snottet står mig ud af hovedet”. Eller da Hanne med kæmpe mave og verdens største smil forleden meddelte mig: ”Vi gifter os sgu på lørdag – jeg har købt en brudekjole nede i genbrugeren.”

Åh, dér er den: Gnisten, sjælen og kærligheden – som gør mig fuldstændig blød i knæerne og giver alt det her bryllupshalløj mening. Og det smitter, for det får mig altid til at give min kærestes hånd et ekstra klem, kigge på ham på lige præcis dén måde, efterfulgt af et langt varmt kys. Endda helt uden at nogen behøver at tæske løs på deres service, for at få mig til at gøre det.