Hvor rejser vi hen, når vi tager billetten?

Jeg synes, det er mærkeligt, vi ikke går mere op i det med at dø. Altså, det er ikke fordi jeg synes, vi alle i fællesskab skal kaste os ud over rælingen. Men jeg synes faktisk, det er underligt, vi ikke fører flere helt nøgterne og realistiske samtaler om, hvad der mon sker, når vi stiller træskoene. Jeg ved godt, vi reelt ikke ved, hvad der sker, så hvad er der at snakke om? Måske, men på den anden side, ved vi jo heller ikke noget om, hvordan den danske sommer bliver – og det kan vi da tale om i timevis. Jeg ved også godt, at mange af os er rigtig bange for at dø, og derfor er det måske ikke dét, der står øverst på konversationslisten. Måske, men jeg synes da, det er ustyrlig nervepirrende at have både Al Queida, Pia Kjærsgaard og dræbersnegle i baghaven – og det er der da ingen, der endnu har undladt at tale med mig om, når jeg havde behov for det.

Jeg synes også, det er mærkeligt, der ikke bliver skrevet mere om det i aviserne. Altså det med at dø – for det er da i hvert fald noget, som angår os alle. Nogle ville nok sige, at aviserne er forbeholdt nyheder, og det er da vist på ingen måde noget nyt, at mennesker dør. Måske ikke, men det er da heller ikke noget nyt i, at Blachman siger sin mening eller at palæstinensere og israelere knipser bomber i hovederne på hinanden, som var det bussemænd – og det har da efterhånden fyldt uendelig mange spaltemeter. Vi interesserer af en eller anden grund kun for halvdelen af historien – vi vil gerne vide, at tre israelere er døde, men vil af en eller anden grund skide på, hvad der sker med dem, efter de er blevet lavet til tapenade af en selvmordsbomber.

Jeg fatter ikke, hvorfor, der er så få interviews i de sobre blade med mennesker, der har prøvet at dø, altså bare lidt, og så vender tilbage igen. De ligger jo rent faktisk inde med uspoleret insider-viden om, hvad der sker med os i de evige jagtmarker. Det kan da godt være, de ikke kan bevise noget eller sige noget mere konkret end: ”Ja, så var der et lys, en tunnel og min bedstemor, der dansede i slowmotion”, men politiet har da sendt signalementer ud i offentligheden, der er væsentlig mere nølende: ”Ja, der er tale om en 25-årig fyr med blå jeans og en mørk jakke. Der står muligvis FCK på hans kasket”.

Nu er det jo ikke fordi, jeg selv får talt så meget om døden. Det bliver oftest ikke til mere end hjerte-krymper-sig-sammen-til-rosin og Niagara-Falls-ud-af-øjnene, når jeg lader tanken om, at mine børn kan dø, strejfe mig. Når jeg snakker med nogen om det, er jeg enten fuld eller holder en klar ironisk distance til emnet. Men der er faktisk dage, hvor jeg langt inde i mit hjerte er overbevist om, at der kommer en engel og spørger, om vi skal spille backgammon. Andre dage tror jeg bare lyset bliver slukket og så var dén fest forbi. Der har også været de perioder, hvor jeg har ment reinkarnation var sagen – og helt seriøst overvejet om min kat var min long-gone-fætter.

Måske har jeg bare alt for meget tid til at tænke over den slags, når jeg ligger og kamp-ammer min lille dunhårede baby til klokken fire om morgenen. Sandsynligvis, men dén tankerække var i hvert fald mere interessant end den nat, hvor jeg funderede over, hvor mange kakerlakben jeg helt uvidende mon har spist i løbet af mit liv. Eller da jeg i frustration over ikke at kunne finde svaret på, hvorfor askepots glassko ikke forsvinder, når alt andet nu bliver ophævet af fortryllelsen, nær var blevet nødt til at vække kæresten. Under alle omstændigheder er jeg ret overbevist om, at hvis det med skoen bliver opklaret, er der væsentlig større sandsynlighed for, at det bliver en kioskbasker end endnu en interessant teori om, hvor vi mon rejser hen, når vi tager billetten.