Jeg ville gå i hundene
– hvis ikke de løb så stærkt

”Jeg synes, du skal gå i seng”, sagde min kæreste til mig i nat, ”for det er vigtigt, at én af os får noget søvn, så der er en til at holde den anden fra børnene”. Vi ligner begge nogen, der er på den forkerte side af en fire-dages druktur. Men det er vi ikke. Vi har bare fået et lille bitte barn. Altså endnu ét. I forvejen har vi to piger på 2 og 5. Og nej, hvor vi alle elsker den nye lillesøster. Hun bliver knuget og krammet og kysset, til hun vrider sig for at komme fri. For med hende er lykken atter flyttet ind i vores hjem. Og glædesrusen. Og meningen med livet. Og den ubetingede kærlighed. Og kaos. Kæmpe kaos.

Dagene føles som en hvirvelvind, der suser igennem stuerne. Eller måske nærmere som en tornado, med bleer, børn der vågner, vræler og vælter ting, måltider, indkøb, vasketøj i bunker, halvspiste madpakker fra i tirsdags, sange der skal synges, kys der skal uddeles, skideballer der kommer susende ind fra højre, bryster der skal pakkes ud og ind, tårer der skal fældes både af træthed, lykke og nogle gange bare fordi hormonerne tænder for hanerne. Alt i mens jeg også lige skal skærme lillesøster for en bamse, bog eller barbie, som kommer flyvende gennem luften. Eller filtre de to store fra hinanden (og puste på halsen efter kvælertag) fordi de igen slås om den forbandende isbjørnebamse, som ingen ved, hvem ejer. Når mørket falder på, og der bliver nogenlunde roligt, tæller vi børnene og ånder lettede (og for det meste også en smule overraskede) op over, at alle overlevede endnu en dag.

Det hele ville nok ikke virke så overvældende, hvis det ikke var fordi, vi vader rundt i søvnmanglens rus. Jeg læste engang om et forsøg, man lavede med rotter. Det gik i al sin simpelhed ud på at vække dem hver time døgnet rundt. Det første, der skete var, at de blev underlige, så tabte de håret og så døde de. Jeg befinder mig på stadie 2. Og tror jeg langsomt nærmer mig stadie 3 med betændelser, svamp og bylder på ganske overraskende steder på kroppen. Altså, den lille sover, som den slags nu gør og skal have mad et par gange hver nat. Men oven i hatten er vi blevet tacklet af både den mellemstes skide-bæ-syge, den ældstes underlige udslæt og ikke mindst godtroende gæster med slik i lommerne, som forvandler mine børn til små djævle – på speed. Og den slags går aldrig aldrig aldrig i seng!!

Jeg har pludselig forstået essensen af det, en gammel deprimeret bøsse engang sagde til mig en nat på en skummel bar: ”Maren”, svarede han på mit spørgsmål om, hvordan det gik for tiden, ”jeg ville gå i hundene, hvis altså ikke de løb så stærkt”. Jeg kan kun sige ditto. Der er nemlig ingen tvivl om, at selv den mindste lille forkølede puddel kunne give mig baghjul lige nu. Også intellektuelt.

Dog er der en kæmpe fordel ved det kaos spædbørn fører med sig. Midt i ragnarok har jeg nemlig opdaget, at jeg lever udelukkende i nuet. Og den slags har jeg læst mange og rigtig fine bøger om – uden desværre at komme meget længere end at skrive ”leve i nuet” på listen over ting, jeg skulle huske at gøre i morgen. Men lige nu kan jeg ikke overskue at planlægge noget som helst – og jeg kan heller ikke huske en skid af, hvad der skete i går. Og det gør både livet nemmere at leve og bekymringerne færre, for jeg kommer ikke tanker om, at ungerne kan blive kørt ned eller husker at ærgre mig over noget kedeligt, jeg skal i weekenden. Bagsiden af medaljen er dog, at hvis du møder mig nede i Føtex i morgen og kommer med kommentarer til denne klumme, vil jeg sandsynligvis blive en smule tom i blikket – for mig bekendt har jeg da aldrig skrevet en klumme om at gå i hundene.