Radioavisen godaften, her er de sene nyheder: BØH!

Jeg har lyst til at brænde alle nyhedsjournalister på bålet! Dette kunne lyde som et udsagn slynget ud i et øjebliks vrede. Det er det ikke. Det er noget, jeg har overvejet længe og nu har fundet ud af, er den bedste og måske eneste løsning.

Jeg er nemlig afsindig træt af at blive skræmt til døde hver eneste dag. Hvis det ikke er fugleinfluenza eller terrorister, er det giftige Bratz-dukker eller klimakatastrofer. Da fugleinfluenzaen for nylig på mindre end en uge overtog den akutte terror-trussel ansporet af muhammedkrisen, havde det nær taget pusten fra mig.

For spørgsmålet er: Hvor mange forskellige måder kan jeg og mine børn dø på - på én gang?

Når man er sådan en som mig, der bare surfer hen over nyhedsstrømmen – altså ikke læser fast avis, bare ser en tv-avis hist og her, lige hører en halv vind i radioen, så får man kun de benhårde og unuancerede facts, som nyhedsjournalisterne mener, er det absolut vigtigste, man får med. Og det er åbenbart at ridse dagens værste katastrofer op, krydret med et par af de værst tænkelige angstscenarier. De kunne faktisk lige så godt sige: ”Radioavisen, godaften. Her er vi med de sene nyheder: BØH!”

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal bruge de fleste af de oplysninger, de giver mig, til. For hvad skal jeg helt konkret stille op med det faktum, at ”det er ikke et spørgsmål om klimakatastrofen kommer, men om hvornår den kommer”, at fire palæstinensiske børn i går døde for øjnene af deres mor, at et fly er styrtet ned i Sudan eller at endnu en indianerstamme er blevet udryddet? Jeg føler mig ikke klogere, gladere eller bedre oplyst. Det giver mig ikke blod på tanden til at handle eller energi til at tage ind på Christiansborg og banke i bordet. Nej, jeg bliver frustreret, stresset, bange, ked af det og føler jeg løber rundt med døden i hælene.

Ja, der er medier, der gør en dyd ud af, at gå i dybden og give os flere sider af sagen, men man skal virkelig gøre noget for at få fat i disse oplysninger. De eksisterer ikke i det overordnede nyhedsbillede.

Da jeg flere dage i træk var blevet bombarderet med ord som ”fugleinfluenza”, ”panepedemi”, ”kommer snart” og ”de dør af det i asien”, var det med rystende hænder, jeg gik på nettet for at undersøge, hvor længe jeg mon havde tilbage at leve i denne gang (nu da jeg har været så usandsynlig heldig at overleve både den kolde krig, indvandrerbander, SARS og alt det kræftfremkaldende mad, jeg uden at vide det har spist hele mit liv). Efter flere ”klik” - forbi en masse angstprovokerende fugle-fakta - fandt jeg endelig ud af, at hvis jeg skulle smittes, ville det kræve, at en syg fugl sked en klat, som tørrede, blev pulveriseret og jeg så stod ved siden af og indåndede det. Og at virus-tingen så i øvrigt muterede, så den overhovedet kan angribe mennesker. Jeg er da godt klar over, det rent faktisk er en mulighed – men jeg synes ligesom ikke, det var dét scenarie, de havde skitseret op for mig i den hurtige presse.

For ikke så længe siden, læste jeg en lille notits i avisen om, at kriminaliteten var faldet i løbet af de sidste par år. Faldet? Her gik jeg rundt og troede, at jeg levede i et lovløst ragnarok med en morder på hvert gadehjørne. Ikke at jeg mindes, at nogen har stjålet noget fra mig eller slået nogen, jeg kender, ihjel, men når man hele tiden får at vide, at lokummet brænder, så ender man jo med at gå rundt og være lidt på vagt. Det er jo ikke anderledes, end at jeg er lidt skeptisk med at gå i vandet om sommeren, fordi jeg har set Dødens Gab for mange gange i 80’erne. Eller at jeg ser skævt til krager i flok, fordi Hitchcocks ”Fuglene” rumsterer i baghovedet. Hvilket er en helt naturlig, menneskelig reaktion – får man nok gange at vide, at der er fare på færde, ender man jo med at tro på det, selvom alt omkring én tyder på noget andet.

Nogen vil måske påstå, at det bare er fordi, jeg er kvinde og har et ekstra følsomt sind. Jeg vil påstå, at vi alle bliver påvirkede af at blive pumpet fuld af elendighed fra morgen til aften. Jeg tror faktisk ikke, at vi som mennesker har kapacitet til at fordøje al verdens elendighed hver eneste dag, eller at der konstant bliver råbt ”vagt i gevær”. Der gør os utrygge og bange for fremtiden. Og så sker der noget, der faktisk skræmmer mig mere end både pulveriseret fuglelort og terrorister med SARS i lommerne: Folk blive fremmedfjendske, får travlt med at holde på sit og begynder at stemme på partier med Pia Kjærsgaard i spidsen. Fordi de tror, at Danmark er blevet et farligere og værre sted at leve – selv om vi har flere penge, end vi nogensinde har haft, lever længere og kriminaliteten er faldende.

Jeg er ikke ude på, at nyheder skal holdes tilbage. Jeg er ude på, at det er på tide, medierne forstår, hvor stort et ansvar de har, når de vælger historier og vinkler til dagens nyheder.

”Don’t kill the messenger”, råber de. Jo, ”kill the messenger”, skær tungerne af dem og brænd dem på bålet, så længe de leverer deres budskab uden nuance og uden mere omtanke, end de danske medier gør i dag – udelukkende for at være de første, der har nyheden og være den, der sælger flest aviser.

Det kan godt være, jeg kammer over, når jeg truer med bål, brand og mord på samtlige nyhedsjournalister i landet. Men jeg vil bare henvise til, at det altså er en avis, jeg skriver i. Ergo er vinklen skarp og tunet ind på den værst tænkelige af alle muligheder. Og desuden er det helt sikkert vand i forhold til, hvad du har slæbt dig igennem af død og ødelæggelse i de første par sektioner i dagens avis.