Hurra for at de har det ad helvede
til på Filippinerne
Hus, have, bil, bredbånd og webergril. Jeg er totalt med på beatet i forbrugsfesten. Og selv om jeg overhovedet ikke har råd, var jeg da begyndt at lave et par indledende vrik hen mod en af fede fladskærme, som jeg troede, var det næste ”must-have”. Men jeg tog åbenbart fejl, for det man nu investerer i er først og fremmest filippinske au pair piger. De koster kun 2500 om måneden – pr stk. Og så tager de sisyfos-opvasken, passer ungerne og sørger generelt for, at ens hjem ikke lugter af gnu. Man kalder dem bare au-pair piger. Egentlig er de bare en knaldbillig hushjælp, som ingen af os almindelige lønarbejdere ellers ville have råd til.
Ingen naive forestillinger
Noget af det fine ved filippiner-pigerne er nemlig, at de lige som os vil skide på, at au-pair egentlig betyder ”på lige vilkår” og at den oprindelige tanke var, at en au pair pige skal fungere som et ligeværdigt medlem i familien, lære en masse om kulturen i landet og at de 2500 mest var tænkt som lommepenge. For filippiner-pigerne har nemlig ingen naive forestillinger om familiehygge. De ved godt, de er her for at arbejde for føden.
Nemt at gøre filli-pigerne glade
Nogle gange har filippiner-pigerne desværre børn hjemme på Filippinerne, som de har været nødt til at efterlade, for at rejse ud i verden og tjene penge. Det er ikke så rart at tænke på – så det skal man lade være med, hvis man altså ikke vil have en neder-dag. Desuden har de jo en helt anden kultur med en helt anden tilgang til livet. Så det er nok slet ikke lige så traumatisk for dem at forlade deres børn, som det ville være for os. Det hørte jeg i hvert fald to filippiner-ejere blive enige om over en latte forleden.
En anden af filippinernes ypperligste kvaliteter er, at de er så dårlig vant fra deres hjemland, at vi ikke behøver gøre særlig meget godt for dem, før de synes, vi behandler dem både fair og respektfuldt. Helt modsat en småsur vestjysk pige, der ikke på samme måde forstår at skure ens lokum med et taknemligt smil.
Den nye form for ligestilling derhjemme
Det er jo lidt svært ikke at synes, det er lidt synd for disse piger, at de skal rejse til den anden ende af verden – og så endda kun for at tjene en brøkdel af mindstelønnen. Men altså, vi kan jo ikke redde hele verden - desuden giver en filli-pige derhjemme, der ordner alt det praktiske, os meget bedre muligheder for at gennemføre ligestillingen i hjemmet. Tju hej, så løste vi også det, med at vi kvinder er dødtrætte af, at det altid er os, der ender med at gøre det meste af husarbejdet!
Can it svim?
Ja, so ein ding muss ich auch haben, tænkte jeg straks og suste ind på www.aupair.com og andre netsider, hvor man kan shoplifte mellem alskens mørkhårede piger med forskellige skills, som: ”Can swim” og ”will take care of pets”. Det var først da min kæreste gjorde mig opmærksom på, hvor mange klummer jeg egentlig skulle rable af mig for at have råd til bare en halv pige, jeg for alvor fik åbnet øjnene for, hvor moralsk forkastelig filippinerpigehandlen egentlig er. Og for at det vel egentlig er en slags slavehandel – nu bare med et pænere ord. Ja, sådanne ting har jeg nemlig masser af tid til at summe over, mens jeg vasker op eller støvsuger den endeløse hær af nullermænd. I øvrigt er jeg også, efter jeg har konstateret et stort minus på min konto, begyndt at få ret så dårlig smag i munden over alle dem, der render ud og køber de hersens fladskærme. De burde tænke lidt på, hvor skadelige de egentlig må være for miljøet!
