Den dag vi indrømmede det hele

På onsdag kører jeg til Århus og besøger min veninde. Det bliver knaldhyggeligt – ungerne kan løbe rundt og lege hele dagen, og når de er blevet puttet, kan Lotte og jeg læne os tilbage i sofaen og sludre. Min kæreste skal på festival og give den gas imens – og det er helt okay. Jo, jeg ville da gerne have været med. Især fordi jeg har været forhindret de sidste to år af først at være gravid og så af at amme. Men siden jeg sørme og helt hovsa er blevet gravid igen, må jeg jo springe festivalsjovet over endnu engang.

Jeg ringer til Lotte for at få de sidste detaljer på plads. Hun er lidt afmålt i telefonen, men det er jeg egentlig også, selv om vi begge på høflig vis bedyrer, hvor skønt det bliver at ses. Til sidst får jeg taget mig sammen og indrømmer over for hende, at jeg er lidt bekymret for aftenhyggen. For hvis sandheden skal frem, kan jeg simpelthen ikke få den yngste til at sove. Hvilket jo for alvor er en faliterklæring, når man er mor. Ikke mindst fordi det overhovedet ikke er et problem for hverken min svigermor eller den mere eller mindre tilfældige babysitter, vi havde i fredags. De lægger hende bare, nynner lidt og så lukker hun sine små øjne og vandrer ind i søvnens velsignelser. Men når det er mig, der siger godnat, kan du være sikker på, hun står og brøler i timevis. Ofte giver jeg op efter noget tid og tager hende op. For jeg er bare for smadret til at løbe i pendulfart frem og tilbage til børneværelset hele aftenen. Hvilket selvfølgelig får mig til at føle mig som årets pinligste taber-mor. Der bliver lidt stille i den anden ende af røret, så rømmer Lotte sig lidt og siger. ”Det er okay, vi må jo bare hjælpes ad. Men forresten, så … så har jeg i øvrigt tænkt på at sende Hugo i børnehave de dage, I er her. Altså for nogle uger siden fik han en klistermærkebog, og han får et klistermærke hver dag, han ikke har slået et andet barn. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er klistermærkebogen lidt presset. Faktisk er der kun to klistermærker i den. Han er jo en sød og kærlig dreng, men nogle gange farer der er djævel i ham, og så uddeler han ellers bare flade til de andre børn. Og jeg kan ærlig talt ikke overskue, at han skal løbe rundt og slå på dine børn hele dagen”.

Efter vi begge har grint højt over vores åbenlyse mangler som mødre, spørger Lotte om jeg ikke er ked af, jeg ikke skal med på festival. Siden vi nu er midt i indrømmelsens time, vælger jeg at sætte en anden plade på, end jeg plejer. Nemlig den ærlige. For hvis sandheden skal frem, er jeg så bitter på min kæreste over, at han skal til festival, at jeg har givet ham ”the silent treatment” i snart en uge nu. Krydret med en god portion martyrium selvfølgelig. Du ved, det der med egentlig at sidde og hygge sig fint foran flimmeren, men i det øjeblik min kæreste sætter nøglen i døren, skynder jeg mig at lægge ansigtet i nogle lidt mere lidende folder. Ucharmerende karaktertræk? Helt vildt. Og jeg er skam heller ikke for fin til at give ham skylden for ting, som at min cykel for eksempel er flad. Var det måske ikke ham, der lappede den sidst?!
Dén dårlige spiral kender Lotte godt. Hun har lige været på aftenvagt for tredje weekend i træk – hvor hendes kæreste til gengæld har været til sjove fester. Den ene nat blev han ved med at ringe til hende – altså fra lommen og uden at vide det. Her kunne hun så høre glade stemmer, høj musik og ”Guuud, hvor er det dejligt at se dig igen”. Det fine ville jo være at glæde sig på hans vegne. Men hun kunne umuligt se ud over sin egen forsmåede næsetip og hadede ham bare for, at han igen løb rundt og havde det sjovt, mens hun sad her i hvid kittel og talte piller.
Ak ja, vi bliver hurtigt enige om, at vi er nogle elendige mødre og stinker som kærester. Men om ikke andet er vi da gode til at indrømme det. Og i det mindste kan vi da glæde os til, at med de ærlige hatte på, bliver vores sofa-samtaler væsentlig mere interessante – altså mens vores børn løber rundt og tæsker hinanden helt til midnat.