Man behøver ikke altid klø sig bag i

”Jeg hader dig”, sagde min 5-årige datter til min venindes filippinske au-pair. Min forbløffelse var stor, især fordi au pairen bare havde sagt ”hej, hvad hedder du”, på sit nylærte dansk. Budskabet var lige så klart, da jeg senere spurgte min datter, hvorfor hun hadede hende: ”Fordi hun har sort hår og taler mærkeligt”. Godt så. Al viften med rød fane og lange småstøvede monologer om, at alle mennesker er lige, har åbenbart været fuldstændig forgæves. I stedet er det lykkes mig at fremavle et lille usympatisk røvhul, der sandsynligvis kommer til at bruge sit liv på at råbe ”sieg heil” til 24-årsreglen.

Min fortvivlelse var stor, og jeg var nået helt ud i de pædagogiske afkroge, hvor man overvejer, om det mon er muligt at bestikke sit barn til at være et godt menneske, da jeg tændte for radioen og to kloge herrer og forfattere til bogen ”Det virkelige menneske” kom mig til undsætning. De fortalte nemlig, at det ligger dybt forankret i den menneskelige natur at være skeptiske over for dem, der ikke er lige som os. Dette instinkt gælder alle mennesker, kloden rundt – uanset kultur. Variationerne i den måde vi vælger at leve på ligger nemlig kun på overfladen, i dybden er vi påfaldende ens.

For dengang vi var mennesker på den lidt mere behårede og huleagtige måde, sorterede evolutionen henkastet de samfundsgrupper fra, som ikke var så gode til at holde sammen. Noget af det vigtigste i sammenholdet var at tænke og tale ens. Faldt et menneske udenfor, kunne man ikke være sikker på, om man kunne regne med vedkommende i en presset situation. Og overlevelse var det vigtigste på dagsordenen.

Det betyder, at vi som art har udviklet et finjusteret sanseapparat til at spotte dem, der er anderledes – og et behov for at give dem fingeren. Og de to ting, der får ”fingeren” til at sidde mest løst, er lige præcis, hvis folk ser anderledes ud eller dummer sig i grammatikken. Vores instinkt fortæller os nemlig, at kan de ikke sproget – kan de sikkert heller ikke noget andet. Og evolutionen har lært os, det ikke kan betale sig, at bruge tid på at afkode deres håbløse sprog – vi er bedre tjent med at bruge vores kostbare tid på at løbe ud og fange en mammut med vores venner.

Lettelsens suk!! Min datter er alligevel ikke Ku Klux Klan-aspirant. Hun er bare et helt naturligt menneske, hvis instinkt kræver, at hun for alt i verden skal holde sig til dem, der kan finde ud af sige ”hej” på den fede måde og som også ved, hvornår vi sidst vandt Melodi Grandprix.

Til min store forundring betyder det jo også, at Pia Kjærsgaard faktisk er et helt almindeligt retskaffent menneske. Hun er bare drevet af sine dyriske instinkter – lige som en kat, der slikker sig bag i. For lige som evolutionen har lært katten, at dem med de reneste numser klarer sig bedst, har ur-mennesket Pia lært, at hvis hun skal overleve længst tid, skal hun skynde sig at lave en ”os” og ”dem” kategori – og at det ikke kan betale sig at bruge unødig tid på at forstå fremmede.

Så er det nu, vi har chancen for at læne os tilbage og køre den fulde sviner af på hele den mørklødede version af homo sapiens. Eller vi kan gøre, som de to kloge herrer også foreslår, at være bevidste om spøgelserne i menneskeartens skab. Og vide at vi ikke behøver skide grønne grise over et tørklæde eller kioskmandens særegne måde at udtale ”skrabelod” på. Heller ikke selv om alle vores instinktive alarmklokker ringer. Lige som vi nogle gange også vurderer, vi ikke behøver slikke os i røven, når det klør i køen til bankautomaten.

En sidste ting er, at de taler ret hurtigt i radioen og jeg var lidt oppe og køre over, at min datter alligevel ikke var en nar, så der kan være faldet et par faktuelle småfejl på plads i mit hoved. Men der var vist også en anden klog, der engang sagde, at det er menneskeligt at fejle …

JP/VIVA august 08