Jeg er sådan en der lyver
- også i kirken

Jeg er lige kommet til at hamre benet så hårdt ind i bordkanten, at mit knæ flækkede på langs. Sådan føles det i hvert fald. Min datter på tre ligger og vrider sig på gulvet af raseri og truer med at slå mig ihjel, fordi hun ikke må få pålægschokolade på sin havregrød. Jeg har lige skrevet en artikel, der er så dårlig, at mine tæer er i gang med at krumme sig helt op til knæhaserne. Og mit hjem ligner en losseplads – til trods for at jeg har brugt hele morgenen på at rydde op. Telefonen ringer. På vej hen for at tage den, træder jeg i den klat grød, min datter lige har fyret på gulvet. I røret er en gammel veninde. ”Hej, hvordan går det”, spørger hun. ”Åh, det går så godt”, kvidrer jeg.

Godt?!

Jeg har havregrød mellem tæerne, bor i et lokum, bliver sandsynligvis snart fyret og har en dødstrussel fra en tre-årig hængende over hovedet. Det går overhovedet ikke godt lige nu, det går ad helvede til! Alligevel hører jeg mig selv bable videre om, hvor godt det går. Kort sagt: Jeg lyver.

Og jeg holder mig åbenbart heller ikke tilbage, når jeg træder over tærsklen til Guds hus. For et par uger siden fik jeg nemlig den utrolig fine og utrolig underlige ide at tage mit næsten nyfødte barn med til en kirkekoncert. Min tanke var, at det ville være en fantastisk sanselig oplevelse for hende at høre, hvordan et orgel runger i en kirke. Den tanke jeg glemte at tænke var, at hvis musik runger i en kirke, gør babygråd det nok også. For at få den lille til at holde kaje, måtte jeg kamp-amme gennem hele koncerten og bruge alt, jeg havde i ærmet af mortricks for at holde hendes små bøvser på et acceptabelt lydniveau – og prutter ditto. Efter koncerten kom flere hen til mig med fugtige øjne og sagde, at det havde været en helt unik oplevelse for dem at lytte til den smukke musik, mens de betragtede mig og mit barn forenet i salig ro.

Salig ro?!

Min nakke havde snøret sig sammen til én stor myose af alt det ammeri, og mit lille barn var blevet tvangsfodret så groft, at det kun kan være startskuddet til en spiseforstyrrelse. Men det sagde jeg selvfølgelig ikke noget om. Nej, jeg smilede moderligt, strøg mit lille barn over håret og sagde, at vi skam begge havde nydt det i fulde drag. Jeg kunne nemlig rigtig godt lide, at de så mig som den salige moder med en særlig kontakt til det lille barn – frem for hende moren der havde været så hjernedød at hive ungen med til en kirkekoncert.
 
Illusionerne blev også holdt i hævd, da vi var på besøg hos Oldmor, og min ældste datter insisterede på at kalde Olde ”prut”, synge sange a la: ”Tissemand, prut, tissemand, slut” - og endte med at lave en helt nøjagtig optælling af hvor mange i stuen, der var i besiddelse af sådan et vedhæng. Nu er hørelsen heldigvis ikke det skarpeste hos Olde, så hun klappede bare Kamille på hovedet og sagde hun var en sød og yndig pige. ”Ja, det er hun da”, svarede jeg, mens jeg diskret prøvede at hive tyvegods op af de små lommer. Jeg ved slet ikke, om Olde hørte den latrinære snak, eller om hun savnede det meste af en pakke Toffeefe, efter vi var gået. I hvert fald lod vi alle som om, alt var ren idyl.
 
Mine skuespillertalenter blev også testet en aften, jeg var ude at holde foredrag. Jeg var lidt sen på den, inden jeg skulle af sted og ville som det sidste lige give mit hår en omgang hårlak. Jeg greb dåsen inde i skabet, lukkede øjnene og gav den en ordentlig tur. Virrede lidt med hovedet, syntes ikke rigtig lakken virkede efter hensigten, rystede dåsen og fyren endnu en svada af sted efter lokkerne. Åbnede øjnene og opdagede til min gru, at det ikke var hårlak, jeg stod med hånden, men selvbruner. Og selvfølgelig af den slags, der også har bruncreme i, så man får øjeblikkelig virkning. Jo tak, den var god nok den med den øjeblikkelige virkning. Mit hår var umiskendelig et par toner mørkere. Jeg drønede ind til kæresten for at få opbakning i, at det var der da ingen, der ville opdage. Hans eneste kommentar var at falde om i sofaen af grin, så jeg halsede videre for at stille mig i spotlys foran et hav af mennesker med hår, der mest af alt lignede en klistret mudderkage. ”Hvor ser du godt ud”, siger hende, der følger mig op til scenen. ”Tak”, siger jeg.

Tak?!

Der er ingen af os, der er i tvivl om, at jeg ligner en idiot, så komplimentet er lidt malplaceret. Alligevel gør det mig glad. Glad fordi hun stikker mig ”en lille hvid” i stedet for at tvære rundt i, at jeg går rundt med en katastrofe på hovedet. Det betyder nemlig, at jeg kan koncentrere mig om mit foredrag – og ikke bruge mere energi på mit hår.

Efter min mening er der situationer, hvor det er helt ok at give the whole truth and nothing but the truth fingeren. Altså, jeg siger da sandheden om vigtige ting, som når min kæreste vil vide, om størrelsen rent faktisk betyder noget, eller når politiet spørger, om jeg har hash i lommerne. Men det ligger mig ikke så magtpåliggende at få den ud til veninder, der ringer for at få en hyggelig sludder – og ikke en situationsrapport fra en rådden morgen i et ellers harmonisk liv. Jeg tror også at Olde sætter pris på, at hun ikke behøver forholde sig alt for meget til tissemænd. Og det ville da være en skam at frarøve kirkegængerne illusionen om den salige moder. Som måske slet ikke er en illusion, når det kommer til stykket. For hvem ved, måske havde Jomfru Maria også svært ved at få Jesusbarnet til at klappe i, når englene sang, uden at der blev gjort et stort nummer ud af det …