Den som fisen lugte kan …
Hvad er det, der sker med mænd og deres værelser? Hvorfor lugter der altid så meget og prut? Og hvorfor opdager de det ikke selv?
”Det er dit nu”, sagde jeg og slog gavmildt ud med armen. Jeg stod midt i dét, der til for ganske nylig havde været mit hjemmekontor, men efter at jeg havde fået en kontorplads nede på Vesterbrogade nu gik i arv til min kæreste. Han havde længe savnet et værelse, der var hans helt eget, så det var med stor glæde og engagement, han gav sig til at rokere rundt på møblementet.
Dolph Lundgren på væggen
Allerede dagen efter lugtede der helt vildt af prut. Altså på den der indelukkede drenge-agtige måde, som der KUN kan lugte på drengeværelser.
Jeg fatter det ikke, for han havde næsten ikke været derinde. Så jeg ved ikke, om den der lugt er noget, der sker som en kemisk reaktion i det øjeblik en mand erobrer et territorium. I hvert fald gav det mig straks associationer til mine spæde teenageår, hvor det pludselig blev meget anderledes at besøge drenge-venner på deres værelser, end det var at besøge mine veninder. Og det var ikke bare fordi, drengene havde Dolph Lundgren i en lidt hidsig position hængende på væggen, og vi piger havde pastelfarvede peace-plakater. Nej, der lugtede på en helt anden måde.
Som en sur bowlingsko
Tre dage senere mindede det at krydse tærsklen til min kærestes nye domæne mest af alt om at krybe ned i en bowlingsko fra Big Bowl: En lidt sur, lettere fugtig og ikke mindst dunkel oplevelse. For rullegardinerne havde siden indtagelsen selvfølgelig været trukket helt i bund. Møbler, sorte sække og tre gamle computere stod hulter til bulter, og midt i det hele sad min kæreste tilbagelænet i sin lænestol af grøn velour og drak kaffe med verdens største og mest tilfredse smil.
Altså hvis jeg slår en prut, kan jeg da godt selv lugte den, selvom den kommer fra mig selv. Og hvis den virkelig er stædig, tager jeg da lige en hurtig lufter. Kan mænd ikke lugte deres egne prutter? Hvordan kan de få dem til at fylde et helt værelse? Og når de i øvrigt aldrig til det punkt, hvor der bare er for rodet?
Når man nu ikke kan skylde på ungerne …
Jeg har for længst indset, at jeg ikke kan ændre odøren inde på min kærestes hellige kvadratmeter. Og det nytter heller ikke noget at opmuntre ham til at rydde op – jo, han rokerer nogle gange lidt rundt på velourstolen, sækkene, bunkerne i hjørnerne og de tre computere, men der er aldrig noget af det, der forlader rummet. Heller ikke den plante der visnede en uge efter, jeg var flyttet ud. Så i stedet er jeg begyndt at se fordelene i at have en ”grotte” midt i lejligheden. For alt jeg ikke lige ved, hvad jeg skal stille op med: Den trøje en eller anden glemte til en fest, bøger jeg ikke gider læse alligevel, underlige gaver jeg ikke nåede at bytte og ikke mindst alle de gratisaviser, der nu vælter ind af brevsprækken ryger alt sammen ind i på hans værelse. Jeg opbevarer også tomme flasker derinde, og jeg tror faktisk ikke, han har opdaget det.
Og her efter at ungerne er blevet så store, at de protesterer, hvis man giver dem skylden, er det også ret praktisk at have et sted, jeg, uden at nogen kan klantre mig for noget, kan gå hen, hvis jeg skal slippe en lille vind …
