Mon de andre også har opdaget,
hvor gammel jeg er?

Det er torsdag aften. Og jeg skal til koncert. Babysitteren er kommet, lidt mascara på vipperne, en klat gel i håret, kæresten i hånden – og så afsted. Det er bandet Bauhaus, der spiller, et dystert, punk, goth-agtigt band fra 80’erne, med så deprimerende musik, at jeg var overbevist om, de for længst havde begået selvmord. Derfor var glæden stor, da jeg opdagede, de var blevet gendannede og havde tænkt sig at fyre to timers welt schmertz af nede på Vega. Jeg hørte dem dag og nat, dengang jeg var ung, sort og goth som bare fanden. Hertil skal måske tilføjes, at i en sønderjysk provinsby sidst i 80’erne betød ”goth som bare fanden” en sort rullekrave og en lidt slidt buks. Og hvis man var rigtig fræk, fyrede man også en omgang henna i håret eller nøjedes med én ørering.

Så jeg har gravet min gamle ven ”rullekraven” frem, løsrevet mig fra mit smøre-mad-pakke-arbejde-købe-ind-lave-mad-peter-plys-godnatsang-forfra-igen-liv og går nu med forventningens glæde boblende i mig mod koncerten for at kaste mig ud i døds-dystert-dep-musik med alle mine ligesindede.
- For sådan er det nemlig, forklarer jeg kæresten, mens vi traver af sted. - Har du først for alvor fattet finten med deppet-musik, er du sjælevenner med alle dem, der også dyrker det. Ja, også selv om du ser glad ud udenpå og går i almindelig tøj.

Det først tegn på, at vi nærmer os, er en ung mand med ravnesort hår, klædt i mørk kappe og med en teint som et stykke A4 papir. Han ser så nedtrykt ud, at han straks tænder mine moderlige instinkter. Jeg får trang til at give ham en kæmpe krammer og sige, at det hele nok skal gå. Min kæreste mener dog ikke, det er en god ide.
- Det triste look er en del af outfittet, skat, minder han mig på. De næste, vi passerer, er en flok sortklædte piger med farvestrålende ”bregner” på hovedet, edderkoppespind op ad armene, smykker over alt og fuld skrue på makeuppen. Wauw. De står dælme skarpt. Jeg kan godt se, at jeg måske skulle have været lidt mere aggressiv med mascaraen og den smule gel, jeg har ofret på mit hår, har kun løftet det en millimeter fra min skalp. Jeg kan mærke et lille stik – for jeg ligner mest af alt en flad leverpostejmad ved siden af de tøser. Jeg skyder det dog hurtigt fra mig igen, selvom jeg måske ser lidt konet ud, kan jeg jo også godt være ked af det inden i, tænker jeg glad, åbner døren – og bliver væltet omkuld af cigaretrøg. Mine øjne svir, og hvert eneste fimrehår i næsen stejler øjeblikkeligt. Puha, hvem er det dog, der ryger alle de cigaretter, tænker jeg og har åbenbart svedt ud, at det er mindre end fem år siden, jeg selv uden at blinke inhalerede 30 om dagen.

Den dybe bas begynder, forsangeren kommer ud og skruer op for sin karismatiske stemme: - I’m dead, I’m dead, I’m Dead.
Yeeeah, mig og alle mine ligesindede er ved at hoppe i taget af begejstring og ruller derudaf til de tunge rytmer som én stor homogen gruppe. Forsangeren drejer rundt et par gange oppe på scenen og afslører en begyndende måne. Vi lader alle som om, vi ikke ser det.

Efter to timer lakker det mod enden. Jeg har været så grebet af musikken, lidenskaben og den inderlige smerte, at jeg kun har tjekket min telefon syv gange for at se, om der skulle være panik-sms’er fra babysitteren. Første sæt ekstranumre dør hen, og klapsalverne gør, hvad de kan, for at få bandet på scenen igen. Jeg skæver hen til min kæreste og overvejer at foreslå, om vi ikke skal smutte nu, så vi kan få vores jakker uden at skulle stå i kø. For jeg er ærlig talt ved at have ret ondt i ryggen af at stå og kigge opad hele tiden. Jeg kigger på mine ”nye venner”, der hverken ser ud til at tænke på jakker eller rygsmerter. De har nok at gøre med at få hujet bandet på scenen igen.
- Men de skal vel heller ikke tidligt op med unger eller har et arbejde at passe, tænker jeg lidt surt. Og stivner. For jeg er pludselig blevet ti år ældre på et øjeblik. Her gik jeg og troede lidt på, at vi var ”et kød” her inde. Men det står nu ret klart for mig, at de bare er nogle små gymnasierotter. Og jeg er hende den lidt pinlige dame midt i trediverne, der prøver at være ung med de unge i en sort rullekrave. Shit, hvordan er jeg dog blevet så gammel, helt uden at opdage det? Og mon alle andre også har opdaget det?

Jeg bliver der, til sidste nummer er forbi. Ikke fordi jeg egentlig orker mere, men fordi det simpelthen er for tantet og for pinligt at gå før tid. Så ”goth” er det jo heller ikke, at være den første nede ved garderoben. Desuden vil jeg helst ikke afsløre over for kæresten, hvor gammel jeg er gået hen og blevet. Det kunne jo være, han ikke havde opdaget det …

Vi slentrer hjemad arm i arm. Tavse og tænksomme. Gammel eller ej, så tager det jo lidt tid at fordøje så meget intens smerte, som Bauhaus leverer. Jeg trækker min kæreste tættere ind til mig og spørger, hvad han tænker på. Han rømmer sig lidt. Åh, hvor jeg kender det. Det kan nogle gange være lidt svært at få sat ord på det aller inderste.
- Jeg tænker på den ost, jeg købte tidligere i dag, og på hvor rart det bliver at komme hjem i sofaen og få en mad med den.

Nå, ja. Det er vist ikke kun mig, der er blevet
ældre …