Gode råd, der går i fisk
Maren er helt vildt træt af gode råd. Især fordi nogle af dem, decideret er livsfarlige. Men det skal bestemt ikke stoppe hende i at give VIVAS læsere et godt råd med på vejen.
”Jeg kan ikke tåle nødder, hvad kan jeg i stedet spise som en mellemsnack”, spurgte en håbefuld kvinde en kostekspert i et dameblad forleden. ”Tørfisk”, svarede han. Jeg måtte lige læse det to gange – og ikke mindst lede efter det sted, hvor han sagde: ”Nej, jeg er da bare fuld af fis” og kom med et råd man kunne bruge til noget. For tørfisk??! Come on! I min bog er det at spise tørfisk på linie med at tygge i Nudansk Ordbog. Det er helt klart et af de dårligste råd, jeg nogensinde har hørt – selv om det ligger i skarp konkurrence med undertøjsekspedientens entusiastiske ide om, at stram-ind-trusser bare vil være sagen for mig. Altså, jeg kan godt se princippet i trusserne, men da jeg gerne ville vide, hvad jeg så skulle stille op med den delle stram-ind-trusserne pressede op over trussekanten, løb hun tør for gode råd - og jeg kunne se på hende at hun nok egentlig bare syntes jeg skulle holde op med at spise Sarah Bernard kager. Men gjorde jeg det, havde jeg jo som udgangspunkt ikke brug for stram-ind-lingeri, vel?!
Princippet var også rigtig godt i det råd min søster fandt på dyrlægens hjemmeside, da hendes kat Mozart pludselig havde fået den irriterende og ikke mindst klamme vane at skide under hendes seng, når hun ikke var hjemme. Dyrlægen skrev, at man blot skulle blokere for det sted, katten havde for vane at besørge. Så min søster blokeret autoritetstro sengen af fra sengeben til sengeben, kyssede Mozart farvel og gik ud for at købe ind. Da hun kom hjem, havde katten skidt ovenpå hendes seng.
Nu er tørfisk, trusser og hvor katten klatter jo egentlig ret harmløse råd, så det var først, da jeg hørte om en mormor og morfar, der havde fulgt et råd om at en gammeldansk hver morgen rensede blodet, det slog mig, at man måske bør være lidt påpasselig med at slynge om sig med alle disse ”sandheder”. For mormor og morfar læste også at rødvin var godt for blodprocenten, så det skyllede de også ned hver dag. Og et eller andet sted fik de samlet op, at en gin tonic før aftensmaden skulle gøre underværker for fordøjelsen. Efter et par årtier med dén daglige cocktail, fik de begge konstateret skrumpelever. Hvordan deres blodprocent eller fordøjelse var, glemte jeg desværre at spørge om …
Problemet er, at når folk kommer med et råd, bliver det ikke serveret som en mulighed. Nej, det bliver præsenteret som den ypperligste sandhed, og hvis man ikke følger rådet, er man da en komplet idiot. Desværre er jeg ikke selv en disse bedre. Jeg har lige med både fortroligt stemmeleje og ”bedrevidende-hånd-på-skulder” rådgivet en førstefødende kvinde om, hvilket hospital hun burde vælge at føde. For med alle de børn, der vælter ud af mig, er jeg da helt klart ekspert på området. Så jeg blev utrolig overrasket, da hun i stedet for at kaste sig om halsen på mig af glæde over al den insiderviden hun endda helt uden at have bedt om det netop var blevet beriget med, blot trak på skulderen og sagde, at hun bare ville føde, der hvor hun nu skulle. Egentlig er ”overrasket” ikke det rigtige ord. Faktisk blev jeg død fornærmet og tog mig nærmest i at ønske, at hun ville få en dårlig fødselsoplevelse, bare så jeg kunne få ret i mine påstande. Og det var så her, det gik op for mig, at alle disse gode råd vi render rundt og giver, som regel handler mere om vores eget behov for at føle os ”som den kloge” end et ønske om, at det skal gå den anden godt. Hvilket leder mig til det forhåbentlig sidste gode råd, jeg vil give i mit liv: ”Tænk dig om, inden du giver et godt råd”. Dette råd er selvfølgelig ikke bare er en mulighed. Næh, der kan umuligt herske tvivl om, at jeg netop er kommet med de vise sten!
