Når sygeplejersker går under bæltestedet

Med to unger, to jobs og weekender fyldt op med familiefester og andre praktiske gøremål kan et kæresteforhold godt gå hen og blive lidt lunket på lagenerne. ”Men nu må det være nok”, tænker jeg og griber telefonen. ”Kan jeg låne din kittel et par dage?”, sms’er jeg til min veninde, som er sygeplejerske. For mon ikke min kæreste vil sætte pris på et lille besøg af ”hjemmesygeplejersken?”. ”Selvfølgelig må du det”, svarer hun, ”er du i toget nu?” Ja, det er jeg. Og ifølge uret, er jeg være fremme om 8 minutter. Jeg skal mødes med hende til en hurtig middag i Århus, inden jeg igen skal videre med toget til Hobro, hvor min kæreste allerede er taget op for at varme op til endnu en familiefest.

Vi er lidt forsinkede
Toget triller ind på perronen, kun 12 minutter forsinket, hvilket ifølge DSB’s tidstabel vel nærmest betyder at komme frem før tiden. Men i modsætning til de fleste andre, gider jeg ikke hidse mig op over, at de altid er forsinket. Jeg er selv typen, der ofte kommer lidt for sent og har derfor stor forståelse for DSB’s problemer med at overholde tidsplanen. Jeg ser min veninde lidt længere henne på perronen, vores middag er fantastisk, drinkskortet næsten endnu bedre og pludselig opdager jeg, at jeg skal skynde mig, hvis jeg skal nå aftenens sidste tog mod Hobro.

Det koster 600 bobs
Det er en af de første kølige aftener og jeg har kun en tynd kjole på. Jeg kigger ned i min taske for at se, om der ikke er noget, der kan lune. Og fisker kitlen, min veninde har givet mig, frem. Da jeg er for længst blevet for gammel til at prioritere ”smart” over ”lun”, trækker jeg den uden tøven over hovedet og fortsætter op ad strøget.
Jeg halser ind på banegården. Der er ikke tid til at købe billet, så jeg beslutter hurtig, at betale lidt ekstra og købe den på toget. Hun står allerede klar med fløjten, konduktøren, da jeg i bedste tre-springs-stil hopper ombord. ”Jeg kan godt købe en billet af dig, ikk?”, spørger jeg forpustet i forbifarten. ”Nej”, svarer hun kontant, ”Hvis du er ombord uden en billet, når toget kører, koster det 600 bobs i bøde”. What? Og så følger 30 sekunders ordudveksling, hvor jeg lærer: At dette er en ny regel. At hun godt kan se, det er ærgerligt for mig, da dette er aftenens sidste tog. Men at hun ikke synes DSB behøver være lidt large, når jeg er forsinket – selv om jeg altid er det, når de er det.
”Jamen, jeg havde en sen vagt, og vi fik et akut tilfælde ind i sidste øjeblik. Jeg kunne jo ikke bare lade ham ligge der og dø på bordet, vel?!”, prøver jeg som et sidste desperat forsøg, vel vidende, at dette er under bæltestedet - på en helt anden måde, end jeg oprindelig havde tænkt at bruge min hvide uniform. Men det hjælper nu heller ikke: ”600 bobs eller du må gå ud”, gentager hun, lukker dørene og efterlader mig alene på perronen, hvor jeg, trods nattekulden, står sydende tilbage, mens jeg ser et næsten tomt tog rulle nordpå. Grrr, havde jeg haft en spraydåse, havde jeg sgu også tilføjet et par grimme ord til alle de bandeord, der i forvejen står på nogle af togene. Og måske også skrevet lidt om, hvad jeg i øvrigt mener om deres dobbeltmoralske forhold til punktlighed.

Epilog
Det var ikke med begejstring i stemmen min kæreste søvndrukkent sagde: ”Jaja, jeg kommer nu”, da jeg bad ham køre fra Hobro til Århus for at hente mig. Men stort var smilet, da han opdagede, det var ”hjemmesygeplejersken”, han skulle have med i bilen. Og så fulgte 30 sekunders hedt kys, hvor jeg lærte: At hvide kitler virker væsentlig bedre på kærester end på konduktører.