Kejserens nye TV

Jeg er sådan èn, der elsker når min mad er økologisk. Jeg støtter både børnefonden, Amnesty og Ibis. Min yndlingsavis er Politiken, jeg holder selvfølgelig Tænk, og tænder jeg for fjernsynet, falder valget ofte på DR2. Jeg fik først børn omkring de 30 og kalder dem gerne noget lidt underligt som for eksempel Mynte My - og jeg har veninder, der som det naturligste i verden døber deres børn Villads, Rose, Hjalte og Malte. Kender du typen? Det gør du garanteret, for vi er efterhånden en mangfoldig skare, og nu har vi fundet på noget nyt i vores forbrugsmønster: Vi gider ikke have noget fjernsyn mere. Vi gider nemlig ikke sidde og fylde vores ellers så veltrimmede hjerner med alt det skidt, de smider ud i æteren. Så i stedet for at hoppe med på fladskærmsbølgen, er vi begyndt at stille tossekassen i kælderen for at finde noget bedre at bruge vores aftener på.

Det tog mig faktisk lidt tid at opdage den nye trend blandt mine fæller. Det var først, da jeg flere gange i løbet af en uge blev fejet af med sætningen: ”Det ved jeg altså ikke Maren, for jeg har ikke noget fjernsyn”, det gik op for mig, at noget nyt var i gære. Jeg syntes selvfølgelig straks, det var en brandgo’ idè og skyndte mig hjem til kæresten for at overbevise ham om det samme. Han var ikke ubetinget begejstret ved ideen om et fjernsynsløst hjem, men lod sig alligevel overtale (han støtter jo trods alt både Greenpeace og WWF, synes økologisk pastinak er klart federe end ikke-øko pastinak og desuden var det ham, der foreslog, hun skulle hedde ”Mynte My”).

Sådan! Så var jeg også med på anti-TV-dillen og huskede selvfølgelig - for det er faktisk en ret vigtig gimmick ved ikke at have noget TV - at få nævnt jeg ikke har et fjernsyn, både når det var relevant og når aproposet var lidt mer abstrakt. Jeg fik endda sagt i et debatprogram i radioen, hvor jeg løbende er gæst, at jeg sør’meda ikke kunne forholde mig til Master Fatmans nye underholdningsprogram, for jeg har jo ikke noget fjernsyn. Ja, alt tegnede lyst og godt – helt til jeg et par uger efter i selvsamme program i et ubetænktsomt øjeblik kom til at svine lørdagens afsnit af ”Scenen er din” til.

Hov! Jeg kan kun prise mig lykkelig over, at ingen egentlig lytter til, hvad man siger, for det lå jo lige til højrebenet at fælde mig med spørgsmålet: ”Sig mig frøken Uthaug, hvordan kan du sidde og se Bubber, når du ikke har noget fjernsyn?”

Så ville jeg (efter at have sparket mig selv hårdt over skinnebennet sådan cirka tre milliarder gange) have været nødt til at svare: Jo, ser du, det var faktisk en sand fornøjelse at slippe for fjernsynet. Kæresten og jeg havde lange interessante samtaler, masser af sex, jeg fik læst lidt om universets skabelse, mikrorganismernes dominans her på kloden og kastede mig endda glubsk over et par meget dybe spirituelle bøger, som desværre måtte vige pladsen for en ret aggressive tetris-konkurrence kæresten og jeg indledte på computeren. Men det var min plan at dykke ned i nuets universelle kræfter igjen, var jeg ikke blevet forstyrret af ungdomshusets gadekampe, hvor jeg blev fanget mellem at være sindssygt nysgerrig og for stor en kylling til at gå ud og se brostensregnen live. Så der var ikke andet at gøre end at hive kassen op af kælderen igen og se nyhederne. Og bagefter kom der jo ”Scenen er din”. Og så American Idols. Og så var det pludselig mandag, og jeg fandt mig selv foran Rune Klan og Mick Øgendahls satireprogram ”Tak for i aften ”, som jeg på en eller anden måde fik overbevist mig selv om var arbejdsrelevant at se. Og bagefter kom der Klovn, og det er jo for sjovt til, at man kan slukke.

Ak ja, alle kan jo falde i en enkelt gang, trøstede jeg mig selv med. Men næste lørdag blev jeg jo nødt til at se om ham, der faktisk ikke kunne synge, men virkede flink fordi han var tyk, klarede skærerne. Mandag sad jeg sørme der med popcorn i armkrogen og ventede på at blive underholdt af Rune og Mick igen og onsdag blev jeg fanget ind af et nyt afsnit af Desperate Housewives. Selv om min idealisme nok er lidt ulden i kanten og min kæreste forleden i et ret sarkastisk toneleje var så fræk at pointere, at vi nok ikke kan pryde os med titlen ”hjem uden TV” mere, vil jeg til enhver tid forsvare mig selv med, at jeg stadig ikke ser mig selv som sådan en, der har fjernsyn. I hvert fald ikke så længe det er slukket …