Mødre bør drikke mere gin

Jeg vil skynde mig at slå fast: Jeg taler ikke om, at man skal sygne langsomt hen i sprittågerne og give fanden i sine unger. Nej, jeg taler om, at mødre skal huske at slå sig lidt mere løs – og give den perfekte mor fingeren. Altså hende, der altid ofrer sig for sine børn. Som får dårlig samvittighed, hvis hun skal i byen en aften. Som tror børnene får udslæt, hvis pastinakroden ikke er økologisk. Som engang faktisk havde et liv med fart over feltet, men som efter moderskabet har gjort sit indtog, udelukkende sværger til pagehår. Også mentalt.

Åh, hun er bare så dødssyg. Ikke mindst for mændene. For det er ikke lige hende, der kaster sig fyrig rundt på lagenerne i soveværelset. Eller hende, der fortæller noget sjovt, hun har oplevet på vej hjem, som får ham til at skraldgrine vel? Nej, hun uddeler farmorkys med halv-irriteret mine, skælder ud over opvask og tøjvask, indkøb og oprydning. Og du kan være helt sikker på, at hun ikke lige stikker ungerne en hotdog til aftensmad, så der er mere tid til at tungekysse med manden i sofaen.

Men hvem er hun hende den perfekte mor? Ja, nogle gange er hun desværre mig. Så tror jeg, at jeg skal være i stand til at jonglere børn, et spotless hjem, karriere på skinner, gourmet på bordet og samtidig være sexy – altså på den der lidt underspillede ja-jeg-har-jo-født-børn-så-jeg-har-lidt-ekstra-at-byde-på måde. Men virkeligheden er en helt anden. Jeg ender med at løbe rundt med tungen flagrende ud af halsen og opfører mig mest af alt som en krydsning mellem moren fra det lille hus på prærien og Godzilla. Altså jeg prøver at gøre alt perfekt, men kan ikke overskue det og ender med at være en hystade. Og så er det, jeg flipper skråt ud på kæresten, fordi han har båret ungen i bæresele i 24 minutter, når sundhedsplejersken udtrykkelig har fortalt os, at spædbørn max må sidde der i 20. Jeg drøner rundt til babysvømning, babyrtymik og mødregrupper uden at det lykkes mig at se ud som om, jeg rent faktisk har lyst til at være der. Jeg glemmer at grine af mine børn, når de siger: ”For fanden – nej, undskyld mor, jeg mente for helvede”, men skælder dem i stedet ud til jeg skammer mig.

Selv om intentionen er god, kan det da umuligt være sundt for et barn at have en mor, der prøver at gøre alt perfekt?! Det er da en prisværdig gerning, sådan at ville ofre alt for sit afkom. Og nok også en meget naturlig reaktion. For ingen af os ville tænke os om et sekund, hvis der kom en knallert kørende mod vores barn. Vi ville kaste os ind foran og risikere at ofre vores eget liv. Men det er jo bare ikke så simpelt for det barn, der skal leve resten af sit liv med, at mor ofrede sit liv for mig …

Så med det i baghovedet er det faktisk vores usle pligt at have et sjovt og udadvendt liv ved siden af det med at være mor – og prøve at holde rollen som den selvopofrende mor tre skridt fra livet. For ellers får vi sandsynligvis børn, der vokser op tynget af dårlig samvittighed over for os (og der er gode chancer for, at de kommer til at tilbringe alt for mange timer hos en psykolog, hvor de sviner os til). Hvis en god fest, et par høje hæle og fire gin-tonics kan afværge katastrofen, var det måske værd at give et par skud!?

Men det kræver, at vi i fællesskab gør oprør mod hende den perfekte sæk, som trækker os rundt i mangen med alle sine krav, normer og regler. Og som gør livet surt for både os selv, vores mænd og vores børn. Vi kunne jo starte med at beslutte en gang for alle, at leverpostejsmadder godt kan kategoriseres som ”varm aftensmad”, og at mor kommer til fest en gang om måneden, er lige så vigtig for barnet som den daglige frugt. Og at de i øvrigt ikke dør, fordi vi glemte at stikke dem det dér æble i torsdags …