Min gudmors hundeuld

Hvis du ikke vil have, at dine bryster hopper og danser, som to bordtennisbolde på flugt, men alligevel er til stropløse kjoler, er den bedste løsning: Bryst-tape. Ja, de bruger det alle sammen: Madonna, skuespillerne i Hollywood, balletdanserne i det kongelige og såmænd også min veninde Marianne. Så sådan en pakke købte jeg selvfølgelig også, da jeg faldt over den på nettet. Det var først da pakken ankom, og jeg åbnede den, det slog mig, at det måske er lige lovligt optimistisk at forvente, at et lille stykke tape kan holde ens bryster oppe, når man har ammet to børn. Altså skulle jeg have samme effekt som Madonna og Marianne, ville det nok være mere hensigtsmæssig at alliere sig med en rulle gaffa.

Tyve fejlkøb – og ét mirakelmiddel
Hvad der helt præcist sker i hovedet på mig, når jeg køber alle disse ting, som hvis jeg tænkte mig om bare i to sekunder, ved jeg aldrig får brugt, har jeg ingen anelse om. Jeg kan bare konstatere, at jeg gør det igen og igen. Som for eksempel da jeg valgte at give over 300 kroner for en elektronisk øjenvippekrølletang. Første gang jeg skulle prøve den, brændte jeg mit ene øjenlåg så meget, at jeg med et smerteligt brøl fyrede den direkte i skraldespanden. Jeg køber hele tiden sko, jeg ikke kan gå i, bukser jeg ikke kan sidde i, grøntsager jeg ikke kan finde ud af at bruge og eksotiske frugter, der er pæne, men smager ad helvede til. (Men trods alle odds og min søsters hånlige latter viste spray-on-nylons sig faktisk at være en dundersucces og intet mindre end et mirakelmiddel mod efterårsblege kaktusben).

Momentan sindssyge
Ud over at jeg selv brænder inde med alle mulige ting, der virker enormt rigtige at købe i øjeblikket, men som senere virker som momentan sindssyge, har jeg også en gudmor, jeg mistænker for at lide af samme syndrom. Men hun har endnu et problem: Hun kan heller ikke få sig selv til at smide noget ud. Og det er så her, det bliver MIT problem. For alle hendes udknaldede indkøb ender nemlig som gaver. Til mig. Noget af det underligste, jeg har fået af hende, er en sort klap for øjet. Men den lille træske, der samtidig kunne fungere som kam, var også svær at finde en passende grimasse til. Jeg har fået smykker, købt på et marked i Letland, lavet af genbrugsglas og gamle bildæk, en kalender fra sidste år – men som havde så pæne billeder, utallige sko i alle andre størrelser end 37, selv om hun godt ved, hvilket skonummer jeg bruger, et batikfarvet stof med et diskret lesbisk motiv, en pose hundeuld, hun havde redt af en samojede og så fik jeg også engang en helt almindelig barbie-ponny, som jeg umiddelbart ikke havde noget at udsætte på. Undtagen at jeg var over 30, da hun gav mig den.

I det mindste bliver jeg overrasket
Det fine ved fejlkøb er, at man aldrig helt ved, hvad man kommer hjem med i tasken når man drager ud på shoppetur. Og jeg har ikke en kinamands chance for at gætte, hvad der er i pakken fra min gudmor, liget meget hvor meget jeg ryster den. Det knap så fine er, at det koster en masse penge. Penge jeg måske i stedet kunne bruge på en ny kjole med stropper. Men hvis det går helt galt med økonomien, kan jeg jo altid prøve at strikke en selvsiddende BH af mit nyerhvervede hundeuld …