Min indre teenager

For en måneds tid siden, gik jeg en tur ned af Vesterbrogade i en demonstration sammen med en flok ungdomshus-sympatisører. Altså dem af non-brostens-typen, for jeg er ikke så meget til det med flækkede kranier eller bål i gaderne. Og det er egentlig heller ikke fordi, jeg går specielt meget op i det der hus, den der ene krone, de skændes om eller hvem, der præcist gjorde hvad, hvornår og hvorfor.

Nej, jeg gik der, fordi jeg for nylig opdagede, at jeg er blevet gammel. Og jeg taler ikke om rynkerne i panden, linjerne omkring munden og mine brysters ulige kamp mod tyngdekraften. Nej, jeg taler om, at jeg er blevet en stramrøvet kedelig kone, der bruger mere tid på at vrisse af min kæreste, fordi han tørrer bordet af med en lidt sur klud, og på at den gode rødvin igen er på tilbud nede i Føtex – end på at fyre op for en god bas og lade rytmerne dunke gennem mine blodbaner eller løbe ud i det spirende forår og brøle det hjerteligt velkomment.

Der var engang, hvor jeg var så sulten på livet, at jeg ikke lod mig gå på af en støvet vindueskarm, at nogen var 10 minutter forsinket eller at det da også er for dårligt, at det stadig er tilladt at tænde en cigaret på offentlige steder.

Det var dengang en tom pengepung ikke satte en stopper for, at jeg gerne ville en tur til Århus. Næh, ud til hovedvejen med tommelfingeren og vips var det problem løst. Ture rundt i Europa blev klaret med et interrailkort, og de steder, hvor kortet ikke gjaldt, tog jeg bare chancen – under parolen: Går det så går det – går det ikke, så går det nok alligevel. Og så lå jeg der på bløde græske sandstrande og røg cigaretter i måneskinnet med den lokale ”Don” og lovede at elske ham for evigt de næste tre dage.

Det står alt sammen i utrolig stor kontrast til, hvordan jeg vælger at løse samme udfordringer i dag. Skal jeg på tur til Jylland, har jeg pladsbilletter i hoved og røv – og synes faktisk nogle gange, at det med tog er lidt nervepirrende, for man skal ikke glemme faren ved eventuelle terroristangreb eller tunneler, der kan springe læk.

Alt ændrer sig jo, når man får børn, har jeg ofte hørt mig selv klynke, mens jeg opgivende slår ud med hænderne. Men sikke en omgang martyr-pis. Meget vil jeg gerne være med til at give de små krapyler skylden for (for eksempel længden på mine bryster) men hvordan jeg vælger at gribe livet an, synes jeg ikke helt kan være deres ansvar.

Så det var med erkendelsen af at min indre teenager var blevet kvalt i småborgerlig stramrøvethed, jeg nu travede ned af Vesterbrogade, for at prøve at genindsnuse ren ungdomssind og livsappetit. Og de hoppede og dansede som små lopper omkring mig, de unge. Med stramme bukser, gummisko og tørklæder af partisanertypen, som til min store forbavselse er blevet moderne igen, efter jeg har brugt to årtier på at være pinlig over, at jeg gik med det i 80’ere. En lastbil med en DJ sørgede for høj musik, fra vinduer vi passerede blev der kastet glimmer, konfetti og balloner. Sikke en fest. Og selv om jeg følte mig som lidt af en voyeur, kunne jeg ikke undgå at blive smittet med livsgnist og trangen til at give ”jeg bør jo …”, ”jeg er så bekymret for …” og ”de andre forventer at …” den store skråtopfinger og valse ud i livet med en eventyrlysten næse højt i sky.

Jeg fulgte kun demonstrationen til Rådhuspladsen, så frøs jeg for meget til, at jeg gad være ung mere og desuden havde jeg en aftale med en af mine venner, Karl, om at tage et slag yatzee. Men gnisten tog jeg med mig, og jeg raflede terningerne med et usædvanligt ungdommeligt vovemod. I pauserne holdt jeg lange engageret brandtaler for Karl om at gribe chancerne og leve livet, mens man har det. Lige som jeg var blevet smittet af livsgnist, var det åbenbart også lykkes mig at inficere ham med det, for to dage senere ringede han og sagde: ”Nu har jeg sagt op, for jeg har længe haft lyst til at være freelancer. Og som du siger Maren, går det så går det. Og går det ikke, så går det nok alligevel”.

Jeg ville helt klart lyve, hvis jeg sagde at min indre teenager siden har haft frit spil og gnisten bare brænder for fuld flamme. Men når jeg kan mærke, det for alvor begynder at stramme til omme bag i og mine øjne igen kun kan få øje på karklude, der bør vrides op, kaster jeg mig på cyklen, sætter en god rytme på Ipoden og så skråler alt jeg kan, mens jeg cykler gennem gaderne. Det lyder helt sikkert både højt og grimt. I hvert fald kan jeg tydeligt se i de forbipasserendes øjne, at dét der, det går da bare slet ikke ….