Jeg kender en mand, som gik i terapi, fordi han var ved at blive idiot af at hans kone aldrig rydde op. Efter ti sessioner gik det op for ham, at konen aldrig ville ændre sig og at han derfor havde tre valgmuligheder: Enten så han igennem fingre med hendes fejl og mangler. Eller så valgte han, at gå fra hende, fordi hun var for irriterende at leve med. Eller han kunne vælge selv at rydde op, for det var jo ham, der havde et behov for at rydde op - ikke konen. Jeg ved ikke hvad han valgte, men mest af alt følte han sig vist lidt snydt. For han var egentlig gået i terapi for at få nogle redskaber til, hvordan han kunne ændre sin kones opførsel – men nu stod han igen med ”lorten”.

Ak ja, hvor ville det være nemmere, hvis vores bedre halvdele makkede ret. Og hvor mange gange har jeg ikke siddet med en veninde og er blevet enige om, at alt ville blive meget bedre, hvis bare vores kærester gik i terapi. Men måske er det mest os, der har brug for en tur på ”briksen”. For det er da vist aldrig lykkes mig, at lave om på en kæreste – trods en hel del ihærdige forsøg med mere eller mindre diskrete ”straffeaktioner” for blandt andet at få ham til at fjerne de skægstubbe han efterlader på håndvasken. Desværre er jeg udstyret med en kæreste der slet ikke fatter, når jeg er ved at straffe ham – og han har åbenbart heller ikke et problem med skægstubbe på håndvasken, så hvorfor blive ved med at prøve, når man i stedet kan følge rådet, som manden med rodehovede-konen fik og sætte nogle nye grænser for hvad både kæresten og jeg selv skal finde os i?!

Det var med denne nye og meget modne erkendelse, jeg gik hjem til kæresten og bekendtgjorde: ”Du brokker dig altid over, at jeg efterlader løgrester og kartoffelskræller i køkkenvasken, aldrig går ned med skraldet og konsekvent stiller mine sko, så du skvatter over dem, og jeg kan ærlig talt godt forstå det irriterer dig, for man skulle faktisk ikke tro, det var så svært for mig, at ændre på det. Men det er det åbenbart. Og fra i dag bliver du bare nødt til at leve med mine fejl, eller gå fra mig. For jeg er som jeg er. Til gengæld har jeg tænkt mig, helt uden at kny, at leve med, at der skal være tre torsdage på en uge, før du helt af dig selv tømmer kattebakken, bruger karkluden eller fatter, at vores fem-årige datter ikke har pygmæ-ben og derfor ikke kan være i vores to-årige datters strømpebukser.” Forpustet af talestrømmen ventede jeg spændt på reaktionen. Min kæreste indtog den klassiske tilbagelænede jyske tænkestil og svarede efter en kort pause: ”OK”. Pyha, et liv uden mig er åbenbart værre end et liv med skræller og sko überalles. Vi udvekslede lige endnu et par ”fuck-hvor-du-irriterende-når-du …”-ting og rundede af med et par lidt mere tålelige ”uvaner”. Som for eksempel at jeg altid køber den aller dyreste chokolade, når vi skal snacke. Eller at min kæreste har en evig mani med at trampe ud på trappeopgangen og brøle, jeg bare har at vende om, når jeg glemmer at give ham et ordentligt farvelkys, inden jeg går om morgenen – en vane jeg ikke håber, jeg nogensinde får pillet af ham. Så er den parforholdsged barberet, ikke sandt, for hvor svært kan det være? Jeg spår det kommer til at gå glimrende helt ind til ungerne holder os vågne en halv nat og kattebakkeoverskudet igen er på størrelse med en fluelort eller min kæreste igen laver den utrolig underlige finte, hvor han glemmer at spise en hel dag og forvandler sig til det sureste løg, der kan ligge i en køkkenvask …