Jeg fatter ikke en dyt

Det er en dejlig solskinsdag, og jeg er på vej ned af en stille sidegade på min cykel. Lige før var der nogen, der piftede efter mig og lidt efter sågar nogen, der sendte et anerkendende dyt efter min røv. Jeg smiler selvtilfreds - det er nu jeg skummer fløden af alle de pilatestimer. Men bedst som jeg er ved at køre helt op i en spids over, hvor lækker jeg er blevet, bliver jeg forstyrret af et par hvinende dæk og en skrigende sirene. Forbi mig suser en politibil, der pærer ind foran mig og ud foran mit forhjul kaster to kvindelige betjente sig, så jeg nær går på næsen i asfalten. ”Du hørte os jo godt! Hvorfor stoppede du ikke?”, siger en af betjentene. Jeg kigger vantro på dem, mens de hanker op i deres bukser på vej hen mod mig – ja, det er sgu lige før, de også roder sig i bollerne. ”Hvad?”, fremstammer jeg og fatter ikke et klap. ”Ja, du hørte os dytte, hvorfor stoppede du så ikke?!”, gentager den anden betjent. Langsomt går det op for mig, at dyttet fra før ikke skyldtes en bilfuld mænd, der savlede over mine ypperlige former, men to betjente, der vil stoppe mig i den kriminelle handling, som jeg blankt erkender mig skyldig i: At jeg netop er cyklet over et fodgængerfelt.

Det pudsige er bare, at det, der har hidset betjentene så meget op, at de følte det nødvendigt at forfølge mig, som havde jeg heroin i lommerne, ikke er min lovovertrædelse i sig selv, men det faktum, at jeg ikke stoppede op, da de dyttede. Jeg synes, det er alt for pinligt at indrømme over for dem, at jeg faktisk har hørt deres dyt, men bare troede det var fordi, nogen syntes, jeg havde en god røv. I stedet prøver jeg at undskylde og glatte lidt ud, for så grum var min forseelse jo alligevel ikke, vel? Men løbet er kørt. Den sureste af dem er begyndt at læse op fra loven, hvor jeg skal erkende mig skyldig i at have cyklet over et fodgængerfelt – altså bare med meget vanskeligere ord og snørklede sætninger. Og snart står jeg med en rygende bøde i hånden, hører to bildøre smække og ser betjentene drøne videre i jagten på flere, der truer samfundets sikkerhed.

Jeg kan til nød acceptere, de giver mig en bøde. Men hvorfor i alverden skal de opføre sig så latterligt og macho-agtigt over for mig? Har de ikke psykologi-kurser hos politiet? Altså når jeg skal forklare mine børn, hvorfor det er en dårlig ide at klippe halen af katten, prøver jeg jo ikke først at fælde dem, hvorefter jeg puster mig op som den ypperligste autoritet og brøler til dem i vanskelige formuleringer: ”Det må du ikke, det må du ikke”. Det eneste jeg så opnår, er, at de kun lader være med at klippe halen af katten, så længe jeg er i nærheden. Ifølge min erfaring har det væsentlig større effekt, hvis jeg stille og roligt forklarer dem, at katte faktisk ikke kan leve uden en hale, så med mindre de er ude på at myrde Lillemis, bør de finde noget andet at klippe i.

Ja ja, politiet er jo kun mennesker og det kan være svært ikke at blive monsterprovokeret, når det frække barn er ulydigt. Men ”det frække barn” er desværre også kun et menneske og reagerer derfor også derefter. Så da jeg et par dage senere er ude og cykle med en veninde og igen helt nonchalant triller over et fodgængerfelt, spørger hun: ”Sig mig, har du da intet lært af dit møde med politiet?” Jo, det har jeg faktisk. Jeg har lært at blive meget bedre til at holde øje med, om der er en politibil i nærheden, inden jeg cykler over de hvide striber.