Jeg ved godt, at Helena Christensen
også går på toa

Og at hun nok også slår en ordentligt skid og måske endda kigger på papiret bagefter. Jeg ved også godt, at Dalai Lama sikkert på et eller andet tidspunkt har tænkt ”fede nar” om nogen eller ”det ved jeg sgu da ikke”, når han for femte gang den dag bliver spurgt om meningen med livet.
Men jeg har bare så umanerlig svært ved at forestille mig det – sådan langt inden i, så jeg kan bruge det til noget. Oftest får alle disse perfekte mennesker, jeg møder eller læser om, mest af alt mig til at føle mig en lille smule grimmere, dummere eller dårligere. Derfor er det altid en kæmpe befrielse, når de mister balancen deroppe på piedestalen. Også selv om det bare er i et øjeblik.

Som for eksempel på det sukkerafvænningskurus jeg havde meldt mig til. Jeg husker ikke så meget fra kurset, mest at de var meget strikse. Man måtte overhovedet ikke komme et eneste lille sukkerkrystal i sin kaffe, som man i øvrigt heller ikke måtte drikke. Men jeg husker, at jeg lå i næsegrus beundring for lærerne, fordi de kunne praktisere alt dette. Og så husker jeg især, at der var én, der havde set en af disse lærere komme ud af en Shell-tank gnaskende på en marsbar. Ah, så smagte min kaffe pludselig meget bedre igen.

Jeg blev også helt glad, altså ikke på den skadefro måde, men på den lettede, da min venindes veninde med det perfekte ægteskab og det perfekte hår efter lidt for mange drinks indrømmede, hun ofte fakede sine orgasmer sammen med manden. Pyha, så kan det jo også være hun nogle gange råber grimme ting af ham, bløder igennem eller sveder under brysterne.

Men det smukkeste øjeblik var, da jeg læste om han-svanen på Gentofte sø. For svanen, vores nationale prydsfugl, er jo kendt for at være en af de eneste monogame arter på planeten. Faktisk er den så grotesk tro, at når dens partner dør, går den ikke bare ud og dater en anden svane. Nej, den sørger i ensomhed til døden befrier den for dens ulidelige smerte. Altså lige med undtagelse af han-svanen på Gentofte sø. Den satan. Han er nemlig efter adskillige pålidelige observationer mistænkt for at have noget kørende med både hun #460 og hun #C6H. Han er blevet fotograferet med dem begge, og der hviskes i krogene om, at han fik mere end ét kuld sidste år. Pyha, så kan vi andre godt tage en omgang julefrokoster mere.

Det kræver nok et vist niveau af modenhed, før man holder op med at sammenligne sig med andre og føle, man står med det korteste strå. Desværre er jeg også kraftigt udfordret på modenhed. Min kæreste hører nemlig til ”så god som dagen er lang”-typen. Han er sådan én, der altid lige hjælper folk i en håndevending – endda helt uden at brokke sig bagefter. Og efterlader mig som en sæk, der godt lige kan mobilisere et hysterisk anfald over en bussemand på tværs, hvis humøret er til det. Derfor var det en sjælden lease, da han indrømmede, at han ind i mellem gav vores evigt-klagende underboers dør en fuck-finger når han gik forbi. Aaah, så står jeg ikke alene i køen til helvede, fordi jeg engang tørrede min hundelorts-sko af i samme død-irriterende nabos dørmåtte i stedet for i min egen.

En dag får jeg forhåbentlig skrabet så meget selvtillid sammen, at jeg begynder at sætte og leve efter mine egne standarder – og ikke andres. Egentlig var ret godt på vej for nogle år siden, hvor jeg gik rundt og syntes, jeg havde en fantastisk humor og i det hele taget bare var en skide skæg pige. Altså lige ind til min daværende kæreste en dag skred fra både mig og ungen, fordi han simpelthen var ved at dø af kedsomhed … OK, så er jeg heller ikke sjov – men jeg kan slå en skid. Lige som Helena Christensen.

JP/VIVA Juni 08