Sssssh, hvis det er hende Maren så sig,
at vi ikke er her …

Det startede for snart et år siden. Dengang jeg var gravid og hormonel som bare fanden. En ung fyr fra Telia Mobil Erhverv ringede for at prakke mig et abonnement på. Noget der plejer at få adskillige advarselslamper til at blinke, men hormonernes rasen havde sat min dømmekraft så meget ude af drift, at jeg kom til at sige ja tak. Sælgeren lovede, at jeg kunne beholde mit nummer, og at Telia selvfølgelig ville stå for alt praktisk, hvis bare jeg vil skynde mig at sende en underskrift. Jamen selvfølgelig.
Og det er her, jeg ville ønske, at der var faldet noget så stort og tungt ned fra oven, at hver en knogle i min hånd var blevet knust – så jeg ikke havde været i stand til at sætte den underskrift. For der gik lang tid, før livet blev det samme igen.

Mit nummer bliver nemlig aldrig flyttet. Til gengæld opretter Telia et helt nyt nummer til mig, som jeg modtager regninger for hver måned. Mit abonnement hos Sonofon afvikler de heller ikke, så jeg betaler nu for to abonnementer til én telefon. Det er noget, der gør rigtig ondt på en jyde. Jeg prøver at ringe til Telia og gøre dem opmærksomme på fejlen. Første gang sidder jeg i kø i 47 minutter – og bliver så afbrudt. Næste gang har jeg klog af skade væbnet mig med både kaffe, kage og Horton-sagaen på flimmeren. Men da afsnit nummer to ruller hen over skærmen, og jeg stadig ikke er kommet længere end ”alle vore medarbejdere er optaget, de vil blive betjent i 2040”, giver jeg op.

Jeg prøver i stedet at skrive mails: Vrede mails, muntre mails, tørre informerende mails. Efter et par ugers tavshed, ligger der endelig et svar i min mailboks: ”Vi har prøvet at flytte dit nummer utrolig mange gange, men Sonofon siger nej, fordi du skylder dem penge”. Godt så: Jeg ringer til Sonofon (og er igennem på 3 minutter – et teleselskab der både har en telefon og gider tage den. Applaus!). Sonofon afviser, jeg har gæld, og fortæller, at de har bedt Telia om en fuldmagt fra mig, hvis de skal udlevere mit nummer. Siden har de ikke hørt noget fra dem.

Aha. Ikke nok med at Telia er nogle drys – de lyver endda for mig. Jeg stabiliserer alt, jeg har af hormonelle aggressioner og bruger igen et par uger af mit liv på at prøve at få kontakt til Telia. Mit krav er simpelt: Flyt mit nummer øjeblikkeligt eller sæt mig fri.
De afværger mig med deres sædvanlige våben: Tavshed.

Først flere uger senere får jeg svar: ”Hovsa-dasse, det nummer må vi da se at få flyttet. Og her er i øvrigt tre sider med jura, der viser, at du har bundet dig for et år, og altså ikke bare sådan kan løbe fra vores aftale, selv om vi røvrender dig så meget, at der faktisk ikke findes et pænere ord for det. I øvrigt er du en enormt vigtig kunde hos os”. Yeah right, lige præcis så vigtig, at månederne går, uden at mit nummer bliver flyttet. Det eneste, der sker, er, at en ny sælger fra Telia ringer og prøver at overbevise mig om, at jeg skal købe endnu et mobilabonnement hos dem. Jeg takker høfligt nej med vendingen: Skid i havet.

Til sidst er jeg så træt af Telias tavshed og tunge dansetrin, at jeg ringer til Forbrugerstyrelsen for at klage. Men da jeg har ventet i 53 minutter på Forbrugerstyrelsens hotline, rammer jeg bunden på min hormonelle rutschebanetur, må krybe op i sofaen og give tårerne frit løb. For hvem i alverden ringer man til for at klage over dem, man klager til?

Året er gået, og jeg er snart ude af kniben. En knibe, der har kostet mig tid, tårer og tusindvis af kroner til Telias lommer. Jeg er overbevist om, at hele miseren kunne være afværget, hvis bare det havde været muligt at ringe til Telia. Men på en måde kan jeg godt forstå dem. Hvis jeg behandlede mine kunder lige så dårligt, som de gør, ville jeg nok heller ikke tage telefonen …