Biografi

Maren Uthaug er født i 1972 og er produktet af en samisk far og en norsk mor. Hun flyttede midt i sin barndom til Danmark, fordi forældrene blev skilt, og moren fandt en dansk mand. Oplevelsen med at dumpe ned i den sønderjyske by Haderslev som et samisk barn har Maren blandt andet beskrevet i debutromanen OG SÅDAN BLEV DET.

Hendes forhold til det norske tog hun op i sin anden roman HVOR DER ER FUGLE, der foregår på Ørland, en halvø i Trøndelag, i den lille flække Uthaug, hvor hendes norske familie kommer fra. Bogen tiltrak sig en del opmærksomhed i Norge, da flere fra Uthaug bestemt ikke brød sig om at blive beskrevet, som de gør i bogen.

I de næste romaner løsrev Maren sig fra sit ophav og tog i romanen EN LYKKELIG SLUTNING fat på den danske dødskultur gennem de sidste to hundrede år. En interesse, der meldte sig, fordi hun efter udgivelsen af sin anden roman røg ind i en stime af begravelser, som hun selv har beskrevet det, hvor hun lod sig irritere over alle ritualerne, der hverken lindrede sorgen eller gav særlig meget mening. “Det føltes mest som en skuespil, jeg skulle deltage i, hvor jeg ikke havde lært replikkerne. Hvorfor kaste jord på, hvorfor bære den døde ud og ind med fødderne først, hvorfor er flaget på halv,” var spørgsmål, hun stillede og kastede sig herefter over researchen.

Dernæst skrev hun fremtidsromanen 11%. Her har hun elimineret fritgående mænd og skabt et matriarkalsk samfund, hvor orgasmer betragtes som mentalhygiejne, og alt firkantet fra den patriarkalske tid er ulækkert. Tonen er dog den samme som i de første bøger og bliver af anmeldere beskrevet som rå og morbid. Uthaugs forfatterskab bliver ofte omtalt som grænsesøgende og originalt, men med karakterer, der alligevel er umulige ikke at holde af.

Ud over at skrive romaner tegner Maren en fast daglig stribe til avisen Politiken. Striben TING JEG GJORDE har kørt i avisen i elleve år. Derudover har hun en fortid både som studerende ved Det Teologiske Fakultet i Aarhus og som tekstforfatter i reklamebranchen.

Privat danner Maren par med kunstmaleren Allan Højen. De bor på Frederiksberg, har tre døtre og tre schæferhunde.

Priser:

    • De Gyldne Laurbær 2022

    • Læsernes Bogpris 2020

    • Otto B. Lindhardt Prisen 2019

    • DR romanprisen 2018

    • Storm P. Prisen 2015